Hver søndag vender menigheden i Sct. Catharinæ Kirke sig mod syd under gudstjenesten — en sjældenhed i dansk kirkebyggeri, hvor orienteringen traditionelt peger mod øst. Det er bare én af de særegenheder, der gør byens største middelalderkirke til mere end en historisk bygning. Her mærkes både middelalderens fromhed og 1920'ernes arkitektoniske vovemod.
Kirken ligger centralt i Hjørrings middelalderlige kerne og er viet til Sankt Catharina af Alexandria, som var skytshelgen for byen fra tidlig middelalder. At vælge netop denne helgen — en lærd kvinde, der ifølge legenderne stod imod kejserlig forfølgelse — fortæller noget om, hvordan selv en provinsby som Hjørring så sig selv i det europæiske helgenunivers. Det var ikke en lokal dansk helgen, men en figur fra den kristne verdens fjerne fortid, der skulle beskytte byen. Bygningens kerne er en senromansk teglstenskirke, formentlig fra årtierne omkring 1200, på et tidspunkt hvor teglstensteknologien spredte sig i landsdelen og erstattede de ældre trækirker.
I midten af 1400-tallet ændrede kirken karakter. Det store tårn blev rejst, og Sankt Annæ Kapel blev tilbygget — udvidelser der vidner om en by i vækst og velstand. Tårnet markerede ikke blot kirkens position i bybilledet, men også menighedens ambitioner. I en tid hvor kirkebyggeri var den mest synlige form for investering i fællesskabet, sagde sådanne projekter noget om, hvem man var — eller ønskede at være. At Hjørring kunne rejse et sådant tårn og tilføje et kapel, viser en by med økonomisk overskud og selvbevidsthed, ikke bare en handelsplads, men et åndeligt centrum i regionen.
Den mest anselige ombygning kom dog langt senere. I 1924-1926 gennemførte arkitekt Harald Lønborg-Jensen en radikal udvidelse, hvor en kæmpemæssig treskibet tilbygning blev føjet til kirkens nordside. Det var et modigt arkitektonisk valg i mellemkrigstiden, hvor hensynet til historiske bygninger balancerede med en voksende menigheds behov for plads. Resultatet er en kirke, der bærer lag på lag af byens historie — fra 1200-tallets teglsten til 1920'ernes rummelighed. At man valgte at udvide så markant i stedet for at bygge en helt ny kirke et andet sted, siger noget om kirkens centrale placering, både geografisk og i menighedens bevidsthed. Den skulle blive større, ikke flyttes.
I Hjørring udgør Sct. Catharinæ sammen med Sankt Hans og Sankt Olai et usædvanligt velbevaret tætliggende kirkelandskab. At tre middelalderkirker stadig står i en by af Hjørrings størrelse er bemærkelsesværdigt og afspejler en middelalderlig bykerne, der trods senere tiders udvikling har bevaret sin grundstruktur. I mange andre danske byer er middelalderkirker blevet nedrevet, sammenlagt eller forvandlet til andre formål. Her står alle tre, og det giver mulighed for at gå mellem dem og mærke, hvordan byen lagde sig omkring disse fikspunkter. Det fortæller også om en by, der har haft råd til at bevare sin fortid, selv når den ikke længere var funktionelt nødvendig.
Kirken huser også et af landets største orgler. Det blev delvis nybygget i 1974 og har 47 stemmer — et instrument, der matcher rummets dimensioner efter udvidelsen. For dem, der ikke er kirkegængere til daglig, kan orglet alene være en grund til at opsøge en koncert eller søndagsgudstjeneste. Lyden af 47 stemmer i det høje rum er noget andet end musik fra en højtaler, og det placerer Hjørring i en særlig kategori af provinsbyer med orglers størrelse normalt forbeholdt domkirker og storkøbenhavnske kirker.
Sct. Catharinæ Kirke er ikke blot et monument. Den er stadig et levende samlingspunkt, hvor byens forskellige epoker mødes — senromanske mure, sengotisk tårn og mellemkrigstidens modernisme. At besøge den er at stå i Hjørrings historiske tyngdepunkt og samtidig mærke, hvordan en levende menighed fortsat former rummet. For dem, der går forbi på vej gennem centrum, er det værd at træde indenfor og vende sig mod syd.
Stedets egen side: hjorringbykirker.dk