Vendsyssel Historiske Museum er bygget op omkring nogle af Hjørrings ældste huse — provstegården, det gamle rådhus og andre fredede bygninger, der danner en ring om en museumshave med lægeurter. Det er en sjælden måde at organisere et museum på, hvor selve bygningerne fortæller en del af historien, og hvor man bevæger sig mellem forskellige tidsperioder bare ved at gå fra det ene hus til det andet. Provstegården er Hjørrings ældste ejendom, og at den i dag huser museumsgenstande, giver en fornemmelse af, hvordan byen så ud, før industrien og motorvejen ændrede landskabet.
Museet blev grundlagt i 1889 af tandlæge J.J. Lønborg Friis, der ledede det helt frem til sin død i 1912. Det var en tid, hvor lokalhistoriske foreninger skød op over hele landet — en interesse for at dokumentere og bevare, før moderniteten gjorde det for sent. At en tandlæge blev drivkraften bag museet, er typisk for perioden, hvor dannede borgere i provinsen tog ansvar for kulturlivet, fordi ingen andre gjorde det. Den nuværende bygning i Hjørring blev taget i brug i 1900, og siden er museet vokset støt. I 1928 genopførtes den ældste del af den gamle Sindal præstegård fra 1678 i museumshaven, et konkret eksempel på den bevaringstanke, der drev museet dengang og stadig gør.
I 1941 købte museet provstegården, og i 1959 blev det statsanerkendt som kulturhistorisk museum. Statsanerkendelse betyder, at museet lever op til faglige standarder og får økonomisk støtte til at passe på kulturarven — ikke bare for Hjørrings skyld, men for hele landsdelen. Siden 1974 har museet været drevet som en selvejende institution med støtte fra både staten og Hjørring Kommune, en konstruktion der giver en vis uafhængighed, men også forpligter museet til at varetage opgaver ud over de rent lokale.
Museet har nemlig arkæologisk ansvar i nabokommunerne Brønderslev, Frederikshavn og Læsø samt hele Vendsyssel som virkeområde. Det betyder, at når der graves et nyt fundament eller anlægges en vej i området, er det museets folk, der holder øje med, om der dukker oldtidsfund op. Det er en vigtig, men ofte usynlig del af museets arbejde — at sikre, at historien ikke forsvinder i maskingravningen.
I dag består museet af fem afdelinger spredt ud over området: ud over hovedafdelingen i Hjørring er der udstillinger i Mosbjerg, Tornby og Hirtshals. Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg blev indviet i 1987 og fortæller historien om det vendsysselske landbrug — en vigtig del af regionens identitet, selv om færre og færre i dag har direkte forbindelse til jorden. At museet har spredt sig geografisk, afspejler, at Vendsyssel ikke er én by, men et netværk af mindre byer og landsbyer med hver deres historier.
For Hjørring handler museet om noget mere end bare at bevare gamle ting. Det handler om, hvad det betyder at være provinsby — ikke i nedladende forstand, men som et sted med sin egen tyngde og historie, der ikke behøver at legitimere sig gennem hovedstaden. At byen har et kulturhistorisk museum med statsanerkendelse og arkæologisk ansvar for en hel landsdel, siger noget om Hjørrings selvforståelse: at der er noget værd at bevare her, og at det kræver faglig seriøsitet.
Museet ligger i den gamle bydel, og man kan sagtens gå forbi uden at tænke over, at de fredede huse rummer samlinger, der spænder fra oldtiden til det 20. århundrede. Men netop det er styrken: at museet ikke er et isoleret byggeri sat ned i et erhvervskvarter, men en del af byens levede rum, indvævet i gadeforløb og naboskaber, der stadig fungerer. Det gør historien til noget, man kan støde ind i på vejen til købmanden — ikke noget, man skal beslutte sig for at opsøge.
Stedets egen side: vhm.dk